Salmemaraton

21 sogne i Horsens Provsti er gået sammen om et flerårigt projekt, hvor vi skal lære vores kæmpe salmeskat nærmere at kende ganske enkelt ved at synge os igennem hele salmenogens 791 salmer.

At synge sig igennem Den Danske Salmebog er en maraton, men det skulle også gerne kaste mange glæder af sig undervejs. Først og fremmest glæden ved at synge sammen i provstiets meget forskellige og smukke rum, der er perfekt bygget til sang og musik, samt tid til at fordybe sig i nogle af dansk digtnings smukkeste tekster. Det er blevet sagt om Den Danske Salmebog, at den er verdens bedste. Den rummer århundreders digtere og komponisters forsøg på at give den kristne tro ord og toner.

Den seneste udgave af Den Danske Salmebog udkom i  2003. Her fik Grundtvig, Kingo, Brorson, Ingemann og alle de andre "grand old men" selskab af nulevende salmedigtere som Johannes Møllehave, Lisbeth Smedegaard Andersen, Holger Lissner og Lars Busk Sørensen. Gamle og nye salmer står side om side på salmebogens knitrende sider, vidt forskellige i stil og udtryk, men fælles om at digte om barnet, der bliver født, lidelsen, døden, evigheden, årstiderne og mennesketlivet her og nu. Altså eviggyldige og relevante emner som mennesker altid har fundet det lettere at synge om end at tale om. I salmebogen får tak og klage, tro og tvivl, glæde og sorg ord at stå på og toner at gå på. Ord og toner som vores tro i dag også kan stå på og gå (videre) på.

Hvor vi til en almindelig gudstjenste synger fem-sels salmer, som præsten har udvalgt, så de passer til søndagens tekster og særpræg, så skal vi ved salmemaratonen synge os gennem hele salmebogen. Det kendte og det ukendte. Det vellidte og det tåkrummende. Det betyder, at der hver gang skal synges mellem 15 og 20 salmer. Det er krævende. Vi vil gå tematisk frem i salmebogen og så vidt muligt tage hensyn til kirkeårets højtider og de dertil hørende salmer. Man behøver ikke deltage hver gang, men kan hoppe til og fra, når det foregår i en kirke nær dig. Men man kan også bestemme sig for at gennemføre hele maratonen og som en sidegevinst stifte bekendtskab med provstiets kirker, præster og organister.

Du behøver ikke gå i hård træningslejr for at deltage, alt der kræves er sangglæde. Men advents- og juletidens mange gudstjenester er en kærkommen lejlighed til at øve sin sangstemme til salmebogens mest populære salmer, nemlig julesalmerne. En dosis daglig morgensalme kan også anbefales, det holder den værste vintertristhed og morgensurhed væk.

Halvårsprogram kan læses her:

Dato:  Kirke:  Salmenumre: 
12. januar  Østerhåb Kirke  757-770
26. januar  Vær Kirke  771-791 
9. februar  Uth Kirke  614-637 
23. februar Sønderbro Kirke  638-650 
8. marts  Tamdrup Kirke  651-661 
22. marts  Østbirk  662-678 
12. april  Kattrup 679-698 
26. april  Vor Frelsers Kirke  747-756 og 699-706
10. maj  Klosterkirken  707-711 

....vi er i mål - det fejres med champagne og en overraskelse!


Alle aftner fra kl. 19.00 til ca. 21.15 med kaffe-stop midtvejs.

Vel mødt til salmemaraton rundt i Horsens Provsti - tag din sangglade nabo med!

De deltagende sogne er: Føvling, Grændstrup, Hatting, Hansted, Kattrup, Klostersogn, Nebel, Nim, Sønderbro, Tamdrup, Torsted, Tolstrup, Tyrsted, Underup, Uth, Vedslet, Vor Frelsers, Vær, Ørridslev, Østbirk, Yding.

Hanne Henriksen
sognepræst
Klosterkirken